|
| | |
Historie
Sporet ved Erslev kalkgrav Sporet ved Erslev Kalkgrav starter på den lille P- plads ved ejendommen Hvidagre 4. I 1916 blev Morsø Kalkselskab startet. De første år blev kalken transporteret ad flytbare togspor ud til 1500 landbrug over hele Mors. Den brudte kalk blev brugt til jordforbedring. Senere måtte landmændene selv hente kalken på stedet, hvor arbejdere sled i kalkgraven. Nu, hvor der ikke mere brydes kalk, kan man se et meget sjældent geologisk profil. Lagene af kridt og kalk blev dannet, da dinosaurerne uddøde for ca. 65 millioner år siden.
På sporet kan man i maj måned se blomstrende hvidtjørn. Og der er rigt dyreliv på dette fredelige sted, fx harer, ræve, fasaner og tårnfalk. I vandhullet er der haletudser og salamander.Ved foden af profilet kan der findes forsteninger, fx forstenede søpindsvin.
Erslev Kalkovn Kommer man om på Stenholten, en sidevej til Bårupvej, finder man en stor og sjælden seværdighed: Erslev Kalkovn. Sidst i 1960’erne var kalkovnen endnu i brug, men de seneste årtier har den ligget hen som en malerisk, forfalden ruin.
I 11’te time, d.v.s. den 3. September 2002, blev der stiftet en almennyttig forening,”Erslev Kalkovns Venner”. Siden har mange gode kræfter været i gang med at skaffe penge til restaurering og sætte arbejdet i gang. Læs og se mere på www.erslev.dk Set udefra ligger kalkovnen nu hvid og flot med hejseværket etableret.
Museet, for det er det jo, er nu klar med udstilling om kalkovnens historie og med de oprindelige rum genskabt. |
|
|
|
| |